Vi har nu boet i vores hus i over 2 år. På den tid er haven gået fra at være en pløjemark til en sådan rimeligt fin græsplæne. Man kan godt se, at den skal forsøge at vokse i god, tung lerjord, så den har det ikke helt nemt. Men den har det dog så godt, at den udkonkurrerer de blomsterfrø, vi har spredt ud. Så ingen vild med vilje-blomstereng til os – endnu!
For vi har haft besøg af Jan Hugo fra Fremtidens Miljø. Han er ved at udvikle en meget smart maskine, der ved hjælp af mikrobølger, damp og salte kan holde ukrudt nede bedre og mere effektivt end en gasbrænder. Det holder længere og bruger mindre energi – det er da smart!
Vi har fulgt med i projektet og støttet det undervejs, for vi synes virkelig at det fortjener al den opbakning, det kan få!
Derfor tilbød vi også at lægge græsplæne til et forsøg. For kan hans maskine slå græs ihjel, så kan det virkelig noget! Den store udgave er ikke helt klar endnu, den med mikrobølger. Så han havde den lille Weeddevil med, der kører på damp og salte. Fidusen er, at ukrudtets rødder bliver kogt og springer fremfor kun at slå bladene ihjel. Det er det samme som Roundup gør – men gift vil vi ikke bruge i vores have!
Så nu har vi nogle flotte og helt tørre områder, hvor der før var græs. Nu venter vi spændt på, om græsset kommet igen – det håber og satser vi på, at det ikke gør – så vi kan lave en blomstereng.
I morgen, mandag, er det en uge siden at Jan Hugo var på besøg. Og han kommer igen om en uges tid for at se, hvordan det ser ud. Det bliver spændende!
Vi vender tilbage 😀
Seneste kommentarer