Varmekilde

Jamen, I kommer da til at fryse om vinteren?!
“Nå, men så skal I vel have jordvarme og solceller?”. Det bliver vi rigtigt tit spurgt om. Og vores svar er – til manges store overraskelse – at vi hverken skal have det ene eller andet. Vi har jo vores ventilationsvinduer og luft-til-vand varmepumpe. Det er alt, vi skal bruge for at holde varmen i hele huset og tage varme bade

Kun vinduer

Vi kan godt forstå, at det kan være svært at gennemskue, hvordan det hænger sammen. Det normale er, at vinduerne giver huset et varmetab og at varmekilden skal være stokerfyr, fjernvarme, jordvarme, masseovn eller noget helt femte. I alle fald skal der være noget, der bruger noget energi og laver det om til varme.

Jordvarme har i de senere år vundet frem som en meget energieffektiv opvarmningskilde. Og med god grund! Virkningsgraden for et moderne anlæg er på ca. 3. Det betyder, at 1 kWh el bliver til 3 kWh varme. Det er en god byttehandel!

Problemet er blot, at den strøm, som varmepumpen i jordvarmeanlægget skal bruge, og den mængde strøm, som ventilationsanlægget i et moderne hus skal bruge, er for stor til at et hus kan blive godkendt efter bygningsreglementet 2015 og særligt 2020. I BR2015 må man bruge (30 + 1000/husets størrelse i m2) kWh/m² og i BR2020 er det 20kWh pr m2 til opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand.

For et hus på 160 m2 bliver det samlet 5.800 kWh ifølge BR2015 og 3200 kWh ifølge BR2020. Det kan være svært at holde – og ind kommer solceller. For den strøm, som man selv producerer, kan man trække fra sit forbrug. Så mange moderne huse har solceller for at kunne producere strøm til, at de trods et høj forbrug til eks. ventilation, stadig kan godkendes som BR2015 eller BR2020.

Fidusen ved ventilationsvinduerne er faktisk mange. For det første bliver luften varmet op, inden den kommer ind i huset. Vinduerne er på den måde husets eneste varmekilde – dog med en backup i varmepumpen skulle det bliver meget koldt. Luften udefra kommer ind i bunden af vinduet og stiger langsomt op, mens den varmes op af solens stråler og varmen indefra huset. Og når det er varmt udenfor, bliver den for-opvarmede luft blæst ud igen og køler huset ned. Så det varmer, når det er koldt, og køler, når det er varmt.

I vores hus har vi ca. 8 meter ventilationsvinduer. Vi har derfor en meget stor ventil, som vi trækker frisk luft ind igennem. Det er smart, fordi det så kræver meget mindre energi at skifte luften i huset. I vores bryggers står en luft-til-vand varmepumpe og sørger for, at der hele tiden er et lille undertryk i huset. Det gør, at luften langsomt trækkes ind gennem vinduerne og ud i varmepumpen. Der bliver den varme luft lavet om til varmt vand, inden den blæses ud i det fri igen.

Der er derfor ikke en indblæsnings- og udsugningsventil i hvert rum i vores hus. Kun nogle få udsigningsventiler, for indblæsningsventilerne sidder jo i de ca. 8 meter ventilationsvinduer. Det betyder, at vi ikke skal have en ventilationsanlæg stående, der bruger en masse strøm på at trække frisk luft ind og skifte al luften i hele huset – det klarer vinduerne og varmepumpen. Derfor behøver vi ikke nogen solceller på taget. For kombinationen af ventilationsvinduerne og varmepumpen er så effektiv, at det ikke bruger mere strøm end BR2015 tillader.

Ingen ventilation og ingen solceller

 

“Kun” BR2015 godkendt

 

Og måske kan huset også bliver BR2020 godkendt. Det er stadig lidt usikkert. Årsagen er, at vores vinduer er så store, at der faktisk kommer for meget varme ind. Og for at sikre, at huset ikke bliver overophedet, skal varmepumpen bruge mere strøm for at skabe et større undertryk, der igen trækker mere frisk og kold luft ind gennem vinduerne.

Det har vi valgt er ok, dels fordi vi gerne ville have de store vinduer og dels fordi huset er tegnet sådan, at vi nemt kan krydsventilere – altså åbne et vindue på hver side af huset – og hurtigt lufte ud og få temperaturen ned. Det kan man blot ikke tage med, når man laver en energirammeberegning og det giver jo god nok mening.

Med den udsigt, vi har fra de store vinduer i vores spisestue og stue, så er det helt bestemt det værd “kun” at blive godkendt i forhold til BR2015. Især når vi ved, at vi nemt kan holde strømforbruget og temperaturen nede ved nemt at lufte ud ved krydsventilering med vinduer, der kan kippes og derved nemt kan stå lidt åbent hele tiden, når det er varmt.

Opdatering

Huset blev sørme A2020 godkendt! Vi har modtaget vores energimærkerapport og den var god! Se bare her