Miljørapport

Gad vide om det er giftigt?

Skal dit hus rives ned, skal der laves en miljørapport. Det er for at sikre, at alle dele af huset bliver sendt de rigtige steder hen, når det er revet ned. Hvis der nu gemmer sig noget giftigt i huset, skal det jo behandles på korrekt vis.

 

Vi anbefaler kraftigt, at du får den lavet selv, inden du indhenter tilbud på nedrivningsopgaven.

 

Når du gør det, så kan du dels få en mere præcis pris på nedrivningsopgaven og dels undgår du uventede udgifter.

Det er nemlig sådan, at når du får et tilbud på nedrivning INDEN der er lavet en miljørapport, så kan der stå i tilbuddet, at det forudsætter, at der ikke bliver fundet noget giftigt i huset. HVIS der så alligevel gør det, kan der stå, at du skal betale for de uforudsete udgifter, det medfører. Og det kan godt være ret store beløb.

 

Hvad betød det for os?

Vi blev rådgivet af et nedrivningsfirma, Cimma, til at få lavet en miljørapport, før han gav et bud på opgaven. Vi havde kontaktet Cimma, fordi vi gerne ville, at murstene blev genbrugt – både af miljømæssige og økonomiske årsager. Mursten kræver rigtigt meget energi, når de skal brændes. Så bliver de genbrugt, er det godt. Økonomisk håbede vi på, at nedrivningen ville blive lidt billigere, hvis murstenene kunne genbruges.

Da vi fik miljørapporten, kunne vi se, at det søde gamle hus faktisk var et giftigt gammel hus. Der var blandt andet nogle malinglag, hvor der var masser af tungmetaller i. Det giver jo meget god mening. I 1870, da man byggede huset, var man nok mere optaget af, om malingen ville holde, end af at det ville blive dyrt at rive ned 140 år efter.

For os betød det, at overslaget fra vores byggefirmaets entreprenør på nedrivning steg fra 45.000 kr til en fast pris på 134.000 kr. – en stigning, der havde været uventet, havde vi ikke fået miljørapporten lavet først.