Så stod der et hus – eller et skelet

af | apr 4, 2018 | Klimalukket | 2 Kommentarer

I går blev der støbt fundament – og i dag blev spærene rejst! Gavlene og siderne på huset står nu flot og ret uvirkeligt på vores grund! Så i dag kunne vi gå vores første tur rundt i huset.

Det var vildt at se rummene, vinduerne og pludselig kunne fornemme, hvordan huset bliver.

De næste par dage kommer indervæggene op og huset bliver klimalukket.

Hvordan kan de gøre det så hurtigt?

Tænker du måske. Plejer det ikke at tage meget længere tid, når fundamentet skal tørre, før man kan begynde at bygge? Jo, når man bygger med mursten, men ikke når man bygger i træ.

Det skyldes nemlig, at et træhus ikke er nær så tungt som et murstenshus. Derfor behøver der ikke bliver støbt et kantfundament – træhuset står blot oven på de lecablokke, som er sat hele vejen rundt om fundamentet. Da de ikke er fyldt med beton, er der ikke noget, der skal tørre. Derfor kan man sætte træhuset op, så snart terrændækket er hærdet. I vores tilfælde dagen efter, det er støbt.

Fundamentet i sig selv er faktisk 5-10 tons lettere, da der ikke skal så meget beton i. Det betyder også, at huset kan stå på blødere jord og ikke kræver så megen fundering.

Så træerne vokser næsten ind i himlen, når det kommer til træhuse og deres fortræffeligheder 🙂