
Derfor bygger vi et træhus
Et hus, der kan åndeI starten drømte vi om et halmhus, endda et selvbygger halmhus. Men vi kom på andre tanker og ved venners hjælp fandt vi ud af, at de samme fordele som halmhuse har, har træhuse med træfiberisolering også.
Så vi byttede halm ud med træ og selvbyg ud med folk, der faktisk ved, hvad de laver.
Fordelene ved et træhus – dem kan du læse herunder.
Huset kan ånde
I modsætning til andre isoleringsmaterialer kan træfiberisolering optage fugt, så det ikke bliver til dug og gør skade på eks. træværk. Men hvor kommer fugten fra, tænker du måske?
Paradokset er faktisk lidt sjovt: Før 1970 – sådan ca – var isolering ikke rigtigt kommet helt på mode endnu. Hulrum i ydervægge var derfor fyldt med luft. Luft isolerer faktisk ganske godt – men det skal blot være lufttæt. Ellers blæser varmen væk. Og lufttætte var ydervæggene ikke just.
Derfor kom man isolering i væggene. Så blev mere af varmen inde i huset. Det var jo smart. Problemet var blot, at når den kolde luft udenfor møder den varme luft indefra, dannes der dug. Den varme luft indefra indeholder vand i og når den varme luft så bliver afkølet, kan luften ikke indeholde så meget vand som før og der opstår kondens – altså at vandet fortættes fra damp til fast form. Så et sted i en isoleret væg møder den kolde luft den varme luft og sød kondens opstår. Bortset fra at kondens ikke er så sød.
For kondensvandet kan så optages af andre ting i konstruktionen: træværk, gipsplader osv. Og så kan der ske mange ting, der ikke er så godt.
Løsningen er derfor at undgå, at fugten i den varme luft kommer for tæt på den kolde luft. Gør den ikke det, fortættes den jo ikke til dug. Derfor placeres der en dampspærre i isoleringen.
Problemet er dog, at det skaber et helt tæt hus. Dampspærren gør, at luften ikke kan komme udefra og ind i huset – eller den anden vej. Skal luften i huset skiftes, skal det ske ved udluftning.
Men når isoleringsmaterialet organisk, som eks. træfiber eller papir, så kan det optage meget mere fugt. Der opstår derfor ikke kondens, da fugten optages af isoleringen, og uden kondens er der ikke behov for en dampspærre. Derfor kan huset ånde: Luften udefra kan langsomt vandre igennem væggen og ind i huset. Der sker derfor hele tiden luftskifte i huset.
Vil du læse mere? Så klik her: Bolius om dampspærre og Hunton træfiberisolering
Træfiberisolering har en højere densitet end normale isoleringsmaterialer. Det vejer simpelthen mere pr m3. Det betyder, at det er bedre til at gemme på varmen i løbet af dagen – og faktisk også fugten.
Hvor et normalt isoleringsmateriale både optager og afgiver varmen hurtigt, er det omvendt med træfiberisolering. Det optager varmen langsomt og afgiver den igen langsomt.
Du kender det måske fra en brændeovn: Den bliver hurtigt varm og hurtigt kold igen. Fyrer man for kraftigt, giver det en ubehagelig varme, da varmen bliver for intens og kraftig. Og når ilden så er væk, forsvinder varmen hurtigt.
Men sidder der nu nogle tunge sten i brændeovnen eller omkring den, så optager de varmen fra brændeovnen. Varmen bliver ikke så intens, og når ilden dør ud, forbliver stenene varme i lang tid.
Træfiberisolering gør det samme. Så på en varm sommerdag, bliver huset langsomt varmet op og afgiver langsomt varmen igen, når solen går på hæld. Det passer jo fint med, at det er der, man ofte kommer hjem til huset igen og har brug for den oplagrede varme.
Huset gemmer på varme
– og fugt
Et bæredygtigt hus
Det er en energikrævende omgang at bygge et hus. Der skal mange materialer til og materieler kræver råstoffer og energi. Råstofferne kræver også energi og så er der hele snakken om de stoffer, som materialerne indeholder – om de afgiver dampe, om de kan bortskaffes forsvarligt og hvor længe de holder.
Vi har ønsket at bygge så bæredygtigt som muligt. Vi har derfor valgt materieler, der:
- Er fremstillet under ordentlige forhold
- Lavet af sunde materialer
- Holder længe
- Kan bortskaffes uden at efterlade gift
- Som kræver så lidt vedligehold som muligt
Det sidste punkt har som sådan ikke noget med bæredygtighed at gøre. Men det har betydning for, hvor bæredygtigt vores liv er. Kræver huset en masse vedligehold både tidsmæssigt og økonomisk, vil vi for nemt kunne komme til at træffe dårlige beslutninger enten på grund af tidsmangel eller på grund af økonomi.
Når vi tog alt i betragtning, kom vi frem til, at et træhus med træfiberisolering var det bedste valg. Halmhuset ville kræve for meget vedligehold og kræve evner, som vi formentlig ikke har – eller som minimum bruge megen tid på at beherske.
Kunne vi have gjort mere? Formentlig. Men vi har også skulle tage hensyn til økonomi og sikkerhed for fremtiden. Derfor er fundamentet et almindeligt fundament med lecablokke og ESP-isolering. Rationalet er, at holder fundamentet ikke, holder huset heller ikke. Og mere alternative fundamenttyper er ikke gennemtestet og er svære at forsikre. Derfor valgte vi det sikre valg.
Vi havde dog kig på jordskruer. De ser lovende ud! Men pga fredningen på vores grund og en max byggehøjde, kunne vi ikke benytte dem.
Vi fik god råd og vejledning af John Jensen, Tømreren.dk. Han har stor erfaring med at bygge bæredygtigt. Han henviste os til Jakobsen Huse – nytstartet typehusfirma med fokus på at bygge sundt og bæredygtigt.
Vores valg
Facaden bliver lavet af malet Superwood og Sagawood. Begge bliver imprægneret på måder, der er miljømæssigt forsvarelige og holder længe. I forhold til mursten, der kræver meget energi ved fremstilling og som bruges til vejfyld, når det bortskaffes, kræver træ mindre energi ved produktion og kan brændes og omsættes til varme, når det ikke holder længere.
Vi valgte træfiberisolering, da det kræver mindre energi at fremstille end andre traditionelle isoleringsmaterialer og nemt kan bortskaffes eller genbruges. Det kan mineral- og stenuld ikke. Derudover er træfiberisolering ufarligt at arbejde med og giver ikke hudirritation.
Vi valgte et ståltag, da det kræver mindre energi at fremstille end teglsten. Den kan også nemt genbruges, når den tid kommer.
Vi har valgt FSC trægulv med et tykt slidlag, så det kan holde i mange år, og fliser, der indeholder genbrugsfliser.
Vi har valgt et køkkenfirma, der producerer deres elementer i Danmark og tager hensyn til miljø.