Lofter og flotte hvide vægge

af | aug 6, 2018 | Facade, Indvendigt

Hmm, troldtekt-loft. Vi var en smule skeptiske. Heldigvis blev det gjort til skamme, da vi oplevede akustikken i de store rum! Hold da op, hvor er den god! Ingen vild og ustyrlig lyd. Kun god, afdæmpet og flad lyd – lige som det skal være i store rum.

Udseendet skal vi nok lige vænne os til. Men omvendt kan vi heller ikke se, at alternativerne er særligt fantastiske. Og jo flere gange vi ser det, jo gladere bliver vi faktisk for det. Så vi skulle nok bare lige omstille vores hjerner 🙂

I alle rummene er der nu sat lofter op, lagt gulv og sat døre i. Det er helt vildt at gå rundt i huset, for det er både så tæt på og alligevel så langt fra at være færdigt. Men 4 uger mere ca – så flytter vi ind 🙂 Det bliver kæmpe stort! Hurra!

Facaden

Hele husets facade er nu færdig. Nøj, det er flot! Vi er helt pjattet med de sorte nuancer på træet, tagrenden og taget – og de flotte lyse felter, der bryder det hele. Huset får stadig en krammer, når vi besøger det 🙂

Skydedøre

Vores kære arkitekt havde nogle gode idéer med skydedøre fremfor almindelige døre. Derudover er skydedørene hele 120 cm brede mod 90 cm for en normal dør. Det giver en fed virkning i rummene: At der mere er et hul til næste rum end en dør. Der er skydedøre mellem entre og spisestue, spisestue og gang til soveværelset og mellem spisestue og stue.

Når de så er lukket, napper de al lyd! Det er nogle gode tunge døre. Det bliver vi glade for! Og som en ekstra lille fed ting, så kan de skubbes helt ind i væggen. Så er der bare en lille ring, man lige kan tage fat i og trække døren ud af væggen. Fedt!

Hvide vægge og varmepumpe

Væggene er nu flotte hvide. Maleren skal lige over dem en sidste gang for at lappe lidt småting, men flotte det er de!

Og i bryggerset står der en flot varmepumpe og brummer stille. Den trækker den varme indeluft ud af hele huset, laver den varme luft om til varmt vand og puster luften ud. Den nye luft trækkes så langsomt ind ad vinduerne – dejlig foropvarmet om vinteren og frisk og kølig om sommeren. Smart!