I dag kom gulvet. Hurra! Det har vi glædet os meget til. Forleden snakkede vi med mureren og så fliserne i huset for første gang. Med både gulv og fliser i huset kan vi næsten lukke øjnene og forestille os, hvordan det bliver. Og så gør det jo heller ikke noget, at vi kan se, at vores valg med farver er lige som det skal være.
Vi endte med et Haro gulv. Det gjorde vi, fordi alle deres gulve er enten FSC eller PEFC-certificeret. Det betyder, at træet kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor der både er fokus på genplantning og på, at de lokale skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det synes vi, er godt!
Vi valgte et gulv fra deres 4000-serie med sorteringen markant. Det er den sortering, hvor der er lidt knaster, men de er ikke så store. Dels synes vi, at små knaster er fint, og dels er deres prima-sortering tossedyr. Det er et plankegulv – det er nemlig en af de få ting, som Johannes har drømt om. Lange flotte planker. Heldigvis kunne vi få økonomien til at bære det valg. 4000-serien er med 3,5 mm slidlag, så det kan slibes flere gange, skulle det blive nødvendigt. Men da vi valgte en voks/olie behandling, bliver det forhåbentlig ikke nødvendigt. Så skal det blot vokses og olieres løbende.
Vi valgte den overfladebehandling, da vi synes bedre om den end lak, fordi den er meget nem at holde og fordi den olierede udgave var noget dyrere. Nemhed og lidt sparet penge gjorde udfaldet.
Loftet
Der var ellers lidt fyldt i huset, da gulvet skulle bæres ind. For i går bar gutterne ca 350 Troldtekt plader ind i huset. De fylder faktisk en del. Vi valgte udgaven, der er ultrafin og med mikrofals. At det skulle være Troldtekt hvad vi ikke så meget at skulle sige til. Der var Jakobsen Huse ret bestemte: Det er bæredygtigt, giver god akustik og er nemt at sætte op. Tre gode argumenter som vi ikke rigtigt kunne sige noget til. Og når vi kunne få den i ultrafin og med mikrofals, var vi overtalt. Det tror vi ikke, vi kommer til at fortryde.
Nå ja, telefoncentralen
Der var fart over feltet på pladsen i dag. TDC kom nemlig også forbi – hele tre biler og en rendegraver kom der! Vi havde kontaktet TDC for et par måneder siden, da der på gavlen af det gamle hus stod en fin lille grøn boks. Den var egenlig meget usynlig, men da det gamle hus blev revet ned, stod den lidt der og var til besvær midt i det hele. Den skulle faktisk stå i skel, men den har sikkert stået der de sidste mange mange mange år – før lovgivning om, at de skal stå i skel. Nå, men TDC kom, de gravede og de flyttede boksen ud i skel.
Det var nok egentlig ret heldigt, at vi ikke bare lige klippede ledningen over. For de kære TDC-teknikere sagde, at den formentlig forsynede hele Klapskovvej og måske også det meste af Vitten med telefoni og internet. Det var også lidt tykkere end et normalt telefonkabel…
Sikke meget, der kan ske på sådan en helt almindelig tirsdag.
Seneste kommentarer