Jamen, er det ikke lidt sent at holde rejsegilde?

af | maj 3, 2018 | Klimalukket

Jo, det var det måske. Men vores byggeleder sagde, at der var forskellige traditioner for, hvornår man holder rejsegilde, så vi valgte den tradition, der gav mening for os: Nemlig når huset er lukket.

Der var også andre grunde til, at vi valgte at holde rejsegilde på det tidspunkt. Vi ville gerne, at vores familie og nye naboer kunne se, hvordan huset kom til at se ud sådan mere end bare ydervægge og spær. Der var rejst nogle af indervæggene og vinduer var kommet i, så man kunne rigtigt fornemme, hvordan huset ville tage sig ud og hvordan udsigten bliver.

Derudover kunne vi jo så også fortælle om alle de dejlige ting ved huset: Træfiberisoleringen, ventilationsvinduerne og at der virkelig ikke er anden opvarmningskilde. Ingen solceller, jordvarme, luft til luft pumpe eller noget som helst – kun vinduerne.

De to rum med loft til kip gav nogle gode gisp og udsigten ligeså. Det var lige den reaktion, vi håbede, at man ville få, når man kom ind i huset: At man blev helt bjergtaget af udsigten og fornemmelsen af store rum, selvom de faktisk ikke er så store.

Hvem var budt på pølser og øl?

Vi havde sendt invitationer til vores familier. De har lagt øre til så megen snak om det hus, så vi tænkte, at det mindste vi kunne gøre, var at kompensere med pølser på bål, kolde øl og en guide tur i huset.

Vi havde også inviteret dem, som har hjulpet os i processen og som har sagt, at de gerne vil hjælpe med carport, terrasse og have.

Og så havde vi inviteret naboerne. Dem glæder vi os nemlig meget til at lære bedre at kende. Man ved jo aldrig helt, hvordan naboerne er, når man køber en grund. Vi har været helt utroligt heldige: Allerede nu tror vi godt, at vi kan sige, at bedre naboer finder man ikke!